Myter
Magt
Skrøbelighed

Filosof, mag.art. Niels Thomassen

Keld Moseholm var en ener i dansk billedkunst. Han deltog ikke i sin samtids modestrømninger i kunsten. Hans livsværk er i den forstand tidløst. Eller med et andet ord: det er klassisk. Det klassiske er mønstergyldigt, fordi der er en selvfølgelighed over det, og fordi det fornyr på en måde, som viderefører og bringer liv til traditionen. Et klart eksempel på det er netop Keld Moseholms værk, for skulpturerne med små runde mennesker er dybt originale og samtidig dybt klassiske.

Den klassiske kunst er præget af en stor skønhed. Keld Moseholm videreførte denne tradition ved at skildre menneskelegemet i en kraftfuld, robust skønhed. Det drejer sig ikke som i tidligere tider om hinsidighed, idealitet, romantisk higen. Keld Moseholms mennesker er helt og fuldt sanseligt nærvær. Der går igennem livsværket en optagethed af, en glæde ved de klare, spændstige, udtryksfulde former. Det er et livsværk opstået af fordybelse i skulpturen og dens muligheder og i menneskelivet med dets muligheder og umuligheder.

Keld Moseholm udviklede især denne robuste skønhed i sine værker med de små, runde mennesker. Men samtidig udnytter han for alvor et andet potentiale i kunsten, dens muligheder for at formidle indsigt, erkendelse, sandhed. Han har ikke bare fundet en udtryksfuld form, men også skabt sig et unikt univers. Et univers der på én gang fascinerer ved sin mangfoldighed og fantasirigdom og samtidig fungerer som et spejl for den verden vi lever i til daglig, et spejl som har den særlige egenskab at gøre opmærksom på grundtræk i vores tilværelse.

Det er et helt afgørende træk ved de små, runde menneskers univers, at det er formuleret i et let tilgængeligt billedsprog. Formerne er klare og præcise, materialerne er solide og velkendte. Samtidig er de rige på betydninger. Der er store dybder og vide perspektiver i dem.

Et dominerende træk i de små runde menneskers univers er humoren. De kalder gang på gang på latter. Fra Aristoteles over Søren Kierkegaard og frem til i dag har det været sagt, at det, der får os til at le, er uventede modsætninger såsom kontraster, absurditeter og tåbeligheder. Vel at mærke, hvis modsætningen er smertefri. Er modsætningen lidende, er den tragisk og kalder på medfølelse. I disse bestemmelser toner det nære slægtskab mellem det komiske og det tragiske frem, for tilværelsens modsætninger kan ikke skarpt opdeles i de smertefulde og de smertefri. Skildringen af de små runde mennesker er gang på gang gennemsyret af denne blanding af humor og tragik.

De små runde mennesker er næsten kuglerunde med små hoveder og strittende lemmer. De er uden individuelle kendetegn. De er anonyme. Deres kropsbygning fremhæver bestemte sider af mennesket. De er lidt komiske med deres store korpus og små hjerner. Men der er også noget forsonende, godmodigt og beroligende ved de små runde mennesker.

I kraft af deres anonymitet skildrer de små runde mennesker almene træk ved tilværelsen. Det drejer sig om, hvad man kunne kalde eksistensvilkår, forholdet mellem individet og systemet, mellem magt og afmagt, mellem styrke og skrøbelighed, mellem mand og kvinde, mellem balance og ubalance, besværlig kamp med alle former for modgang og totalt bagvendte situationer, men også fantasifulde muligheder for at komme uden for den sædvanlige virkelighed. Man kunne sige, at det er meget filosofiske skulpturer, eller man kunne sige, at de har mytens karakter, hvis man med Johs. V. Jensen ved myte forstår en beretning, der kaster universelt lys over noget. Myter i skulpturel form.